Du kan sikkert som jeg sagtens finde noget fra din fortid, som du fortryder. Jeg var først i 20’erne og på ferie med min (daværende) veninde i London. Livet var skønt, vi var unge, shoppede om dagen og festede om aftenen/natten. En dag foreslog min veninde at vi skulle have en tatovering. Jeg havde på intet tidspunkt ønsket mig en, af flere grunde. Hvad ville min mor sige, hvad nu hvis jeg fortrød og sidst men ikke mindst, det gjorde sikkert mega ondt !! Men på den anden side kunne det jo være lidt sjovt at have en evig souvenir med sig resten af livet, så jeg sprang med på ideen.

Vi havde fundet en meget anerkendt tatovør på Portobello road market i Notting Hill. Han havde mange diplomer og priser hængende på væggen,så han ville være et fornuftigt valg.Inde i venteværelset sad alle der skulle tatoveres til højre og alle der skulle pierces til venstre. Nervøsiteten havde på dette tidspunkt meget tydeligt meldt sin ankomst, selvom vi havde aftalt vi skulle hjælpe hinanden igennem. Jeg var den første til at få en varig tus på kroppen. Dengang i 90,erne var det meget trendy at få en delfin tatoveret, hvorfor ved jeg ikke. Men dyreelsker som jeg er, var det dette motiv jeg havde valgt, som skulle pynte på min højre ankel. Der var bare lige ét problem, manden kunne ikke tatovere den så lille som jeg ønskede. Den skulle nemlig være meget lille, i tilfælde af at jeg fortrød. Vi snakkede frem og tilbage og endte ud med en fri tegning af en lille node.

Jeg var rigtig glad for den, vel gjorde det vildt ondt, men da den jo var meget lille var det jo også meget hurtigt overstået. Så vi var begge i højt humør da vi gik udfra tatovøren lidt senere, med udsmykning på kroppen, og for mit vedkommende ømme fingre, da min veninde havde trykket dem helt flade, så der var aftryk efter mine fingerringe. Ja ondt gjorde det som sagt. Resten af ferien fortsatte med spændende oplevelser og mange fede timer på dansegulvet.

Tatoveringen har nu været med mig i over 20 år, i gode og dårlige tider. Ofte glemmer jeg den, da den er så lille og ofte skjult af en strømpe. Men om sommeren titter den mere frem og jeg er nu kommet til et punkt hvor den irreterer mig. Den betyder ikke noget for mig, er faktisk ikke særlig vild med tatoveringer (undskyld til jer der elsker dem) og tiden med veninden er forlængst glemt. For nogle år siden overvejede jeg at få den lavet om til et buddistisk tegn, så ville den jo pludselig have en betydning for mig. Men jeg er idag glad for at det bare blev ved tanken.

Så jeg besluttede at få den fjernet, en af grundene var især fordi jeg jo skal giftes næste forår. Jeg skal ikke have den lige kigger frem nedenfor kjolen, så projekt tatoo away er sat igang, og i torsdags fik jeg 2 gang laser. Nogle synes det er pjat at bruge penge på at få den fjernet når den er så lille. Men for mig er den en dum påmindelse fra fortiden, og så er det altså ligemeget om den er stor eller lille. Væk skal den. Igen som for 20 år siden gør det rimelig ondt, men det er okay og jeg synes den allerede er aftaget lidt i farve. Det er bare så ærgeligt at der skal gå hele 6 uger mellem behandlingerne.

Men hver gang går jeg glad derfra med tanken om at min lille souvenir langsomt bliver visket mere og mere bort. For “that was then, this is now” !

God regnfuld lørdag til dig 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *